Der er ligeså mange midtpunkter i denne verden, som der er mennesker. Ethvert mennesker har hovedrollen i deres eget lille teaterstykke. Alle disse små teaterstykker er flettet sammen og lapper ind over hinanden. Ét stort kludetæppe! Som danner rammerne og giver dermed livs-grundlaget for ethvert menneske. På den måde påvirker og deltager vi i hinandens liv. Vi er hinandens skæbne!
At leve eller eksistere
Deltager vi kun i vores eget teaterstykke, går det galt. At leve isoleret, være ensom eller have et svagt socialt netværk øger risikoen betragtelig for blive syg - det sig være fysisk som psykisk - fra mavesår til angst/depressioner.
Der er bestemt ikke noget ved at spille teater, have hovedrollen og så være Palle alene i verden. For tom sal, på tom scene - kun dig. I skolen forklarer jeg mine elever, at vi er afhængige af hinanden - kan ikke undvære hinanden.
Vi kan dog godt eksistere dvs trække vejret, sove, stå op og spise, men det er først sammen med andre at vi lever!
Det er børnene meget enige i! Beder jeg dem om at skrive om højdepunkter i deres liv kan det lyde sådan her fra en 5. klasseelev:
Så klar som himlen
er vores venskaber -
og disse venskaber
får os til at føle
at vi virkelig lever livet
- sammen -
Pudsigt, når vi nu eksistentielt er enere - fødes som enere, lever og dør som enere, at det er i det tætte forhold til andre mennesker, vi føler livskvalitet. Ja, blot et varmt smil fra en buschauffør, et muntert: Go' Morn'! på arbejdet kan gøre den store forskel på en god og dårlig dag. Modsat kan en kortvarig trykket stemning eller et par himmelvendte øjne få en oplagthed til at visne. Tænk hvor stort et ansvar vi har for hinandens ve og vel! Vi er dybt afhængige af hinanden!er vores venskaber -
og disse venskaber
får os til at føle
at vi virkelig lever livet
- sammen -
Som en sten i vandet
I mit indre sammenligner jeg denne tanke, med de fine ringe der fremkommer, når jeg kaster en sten i vandet. Der er et tydeligt centrum, hvor stenen bryder overfladen og straks sendes der bølger ud i havet. Disse bølger brydes med andre større eller mindre bølger, som derved skifter retning og forandres alt efter deres kraft og størrelse - alle har en effekt på hinanden.
To dimensioner
Pludselig bliver det stort, ikke? Ja, det er næsten ikke til at rumme. Et kaos af krydsende bølger, der ikke blot forbinder os alle lige her og nu, men også forbinder os med fortiden - vores ophav! To dimensionalt! Tænk, hvis den grønne grønhandler havde været syg den dag, min mormors tipoldemor punkterede. Hvad var der så blevet af lille mig? Tja - så var der måske blevet et andet "lille mig"! Et andet lille teaterstykke...
Vi er alle verdens midtpunkt og gør en forskel. Og alligevel er vi et eller andet sted også ligegyldige - verden kan godt undvære os. Men den havde set anderledes ud. En anden verden! Måske en bedre, måske en smukkere eller - en grimmere.
De gjorde en forskel
Nogle af mine lærerkolleger slipper de store elever løs i "projekter". Eleverne undersøger så et eller andet "betydningsfuldt" for menneskeheden. Et projekt der går igen - år efter år - hedder: De gjorde en forskel! Meningen er, at eleverne skal erhverve sig viden om store personligheder, der "forandrede" verden! Gandhi, Hitler, George W. Bush, Don Ø ;-) og slige typer.
Pointen!
Der er store stene og der er små stene, der rammer vandet. Bornholmske rokkesten og ærøsk ral ;-) Og dermed også store bølger og små skvulp - stor effekt og lille effekt. Hvis jeg var skoleelev og min lærer gav mig ovenstående projektopgave, ville jeg skrive om min mormors tipoldemor. HUN gjorde en forskel. En stor en endda! Og dønningerne efter hende har slet ikke lagt sig endnu. Det skvulper stadig - bare læs denne blog...
